I forbindelse med en messe i byen, deltog Lis i en konkurrence hos et busselskab, og som hun har gjort før, vandt hun en udflugt incl. frokost med det pågældende firma. Turen gik til øen Sprogø, der har en fortid, som ikke mange kender til. Det der var det finurlige ved hendes præmie var, at den gjaldt kun for 1 person, så hvis jeg ville med, måtte jeg selv betale, jeg fik dog lidt rabat som pårørende. Så lørdag d. 29. april, steg vi på bussen på Køge station, sammen med en del flere som også havde vundet en tur, smart ikke?. Turen gik først til Korsør Lystskov, hvor vi indtog frokost og drikke- varer i et gammelt traktørsted ejet af Korsør Skydeselskab, det er noget fugleskydning og store frokoster, men stedet lå aldeles pragtfuldt, og vejret var overordentligt dejligt. Her er lidt billeder fra stedet:

Traktørstedet

Rundt omkring på vægge og mure var der disse gamle ordsprog, dette siger: Gamle støvere giver den bedste jagt. Så kan man lægge det i det som man vil.

Der var også mulighed for at holde skovtur, hvis det vat det man havde lyst til

Efter frokosten gik turen til Korsør, hvor vi samlede vores guide op, en pensionist som elskede at fortælle om Sprogø, og kedeligt var det ikke. Her er lidt om øens historie: Beboet allerede i stenalderen, venderne brugt øens som base for sørøvertogter fra sidst i 900 tallet frem til midt i 1100 tallet. Valdemar den Store byggede borg ca. 1160. Hollændere bosatte sig på øen i 175 år frem til 1690. I 1571 opførtes et herberg for strandede gæster. Øen blev tre gange plyndret af svenkerne. I 1710 var øen karantænestation under pesten. Under englandskrigen i 1810 blev den totalt nedbrændt. Statsejedom siden 1814. Kvindehjem fra 1923 til 1961. 23. juni 1988 første spadestik til den faste forbindelse over Storebælt.1. juni 1997 åbner jernbaneforbindelsen, og 14. juni 1998 åbner motorvejsforbindelsen. I dag ejes øen fuldstændig af Vejdirektoratet der har sat bygningerne i stand, og holder området vedligeholdt. De bruger det bl.a. til møder og kursusvirksomhed, samt som ferieboliger for deres ansatte. Det mest interessante og tragiske i øens historie er, synes jeg, tiden med kvindehjem, men den historie kommer jeg også ind på. Lad os bare begynde med de stakkels kvinder som rent ud sagt blev deporteret til øen, deporteret fordi de havde udvist det man dengang kaldte “letfærdig og løsagtig adfærd”. D.v.s. de måske fik et eller flere børn udenfor ægteskab, måske drev prostitution, eller havde en opførsel som samfundet ikke brød sig om. Så blev de frataget eventuelle børn født uden for ægteskab, sendt til Sprogø, hvor de for mange af kvinderne, opholdt sig i op til 7 år, og for de fleste af dem endte det med at de blev tvangssteriliseret. Der var mange triste skæbner på det som jeg vil kalde samfundets alter. Der var en institution der hed “De Kellerske Anstalter”, der havde specialiseret sig i at tage sig kærligt af disse stakler. De blev oprettet af Johan Keller og videreført af hans søn Christian Keller. De havde anstalter flere steder i Jylland, hvor de også tog sig kærligt af det man dengang kaldte åndsvage og tosser. Her følger billeder af bygninger og omgivelser, som det ser ud i dag. Jeg ved ikke vor kritisk man skal være over for denne organisation, for det var jo måden man håndterede såkaldte afvigere på dengang. Nu følger så de obligatoriske billeder i skøn forening:

Lis er på vej op til det der var det oprindelige kvindehjem, nu pænt istandsat

Vi er inde i den firefløjede gård som var hjemmet. Her var der sovesale og arbejdspladser samt køkken og spisesal. Hvis pigerne ikke opførte sig ordentlig blev de lukket inde i “betænkningsrummet” og her blev de indtil de lovede at opføre sig pænt. Det kunne godt tage nogle dage.

Nydeligt ser det jo i dag, men jeg ville nødig have været tvangsindlagt her. Hvis der var nogle piger der opførte sig særlig pænt, kom de på “sommerferie” i kohuset, som de kaldte friheden, og her kunne de være i op til en uge, noget som de godt kunne lide, for der var en form for frihed, og de havde lettere arbejde i køkkenhave og på markerne.

Der gamle fyrtårn med fyrmesterboligen, også nydeligt istandsat.

Den gamle varde der står præcist midt i mellem Fyn og Sjælland, og dermed er fixpunkt.

Havnen

Resterne af Valdemar den Stores borg, og fornylig restaureret.

Øen er velsignet med et rigt fugleliv, herunder især hvide måger og hættemåger, og præcis disse to arter holder til i hvert sit område. Dem med hætter for sig, og dem uden hætter for sig. Det grinede vi meget af, for det er næsten som i samfundet.

Øen har fået en præmie for den flotte bevaring af de historiske bygninger og omgivelser

Herunder ligger den såkaldte “røde Linie” mellem Moskva og Washington, og det er ganske vist. Om den stadig er aktiv fik vi ike svar på, men Trump bruger jo Twitter, så det den nok ikke.

Vi kom hele øen rundt

Her er vi under motorvejsbroen og jernbanebroen, og man se afstanden mellem de to broer

Lavbroen mod vest

Højbroen mod øst

Tunnelrørene til togforbindelsen

Et af feriehusene

Det var lidt om Sprogø, som havde en meget mere farverig historie end vi havde forventet, og skulle man have lyst, et det absolut, en tur man kan have stor fornøjelse af.