Så brød helvedet løs, og alle politikere, incl. medhjælpere, sover de næste uger på albuerne. Nyhederne på tv er klistret til med valgreportager og analyser. Der er 3 nye spillere på banen, ud over de såkaldte etablerede partier. Det bliver mest interessant at følge Rasmus Paludan, som alle de andre er blevet enige om at hade. Det er meget interessant, at ved gårsdagens måling stod hans parti Stram Kurs til at få 3,9%, lig med 7 mandater. Uanset om man kan lide manden og hans synspunkter eller ej, må man sige at han er god til at formulere sig, og han er absolut ikke dum. Jeg har dog ikke tænkt mig at stemme på ham, jeg er det man kalder kernevælger, der stemmer på det samme parti hver gang. Til gengæld håber jeg at nogle af de andre gamle partier får en over nakken, f.eks. de radikale og SF, samt Liberal Alliance, som er nogle selvglade egoister. Ellers er der åbnet op for gaveposerne, og som vanligt lover de guld og grønne skove, eller sagt på en anden måde: de er fulde af løgn. På den hjemlige front er vi nu på plads med at plante og så, så nu er det bare vedligehold og pasning. Vi er nu også i gang med den nye affaldsordning, og den første uge var vi meget entusiastiske, men nu er vi blevet mere lunkne, for det var et helvedes renderi med plastic, metal og fanden og hans pumpestok. Jeg er i fuld gang med at få rodbehandlet en kindtand, og det er absolut ikke sjovt, sidste nat måtte jeg op og tage smertestillende, så måske skulle jeg have fået pløkket den ud i stedet for. Slut for nu, tv kalder.

Brandenburger Tor i Berlin