Måned: marts 2019

Mandagsregn

Så kom vi over en weekend med rimeligt godt vejr. Der blev ryddet op i drivhuset, blomsterne kom ud af vinterhiet i garagen, og agaverne er sat ud på deres sædvanlige plads ved flagstangen, så jo, det lugter mere og mere af forår og den dejlige lyse tid. I dag mandag har vi dog fået lidt af et tilbageslag, for det er hundekoldt og det småregner, så vi bliver inde i varmen. På den politiske front følger vi stadig med i det engelske galehus omkring brexit, hvor alting sejler, og de gør sig selv mere og mere til grin. Herhjemme har der været en helvedes debat, om den konservative Mette Abildgaard, der blev forment adgang til folketingssalen med hendes unge på armen. Jeg skal ikke gøre mig klog om det er rigtigt eller forkert, men det er en kendsgerning, at kvindemennesket i løbet af, næsten, sekunder var på de sociale medier, og så brød helvedet løs. Nu bryder jeg mig i forvejen ikke ret meget om hende, og de konservative generelt, men jeg mistænker hende for at fremprovokere situationen helt bevidst, for at kunne skabe opmærksomhed om sig selv som person. I lørdags var vi en tur inde i Køge, og på torvet var der godt fyldt op med politikere der allerede fører valgkamp, selv om der ikke er udskrevet valg endnu. Så når valget bliver udskrevet bryder der vel et ragnarok løs, og et sandt helvede af reklamer og plakater rundt omkring og alle vegne. Ellers sker der ikke så meget andet her på matriklen, ud over at vi på det seneste er plaget af katte der pisser og skider alle vegne. Det er formentlig tilflyttere der har dem med, for problemet er helt nyt for os. Nu har jeg fundet et, ret dyrt, middel der vist hjælper, men hvorfor skal vi have udgifter fordi andre mennesker vil holde kat. Nå, nok for denne gang, vi er snart tilbage igen.

Calico Ghosttown i Californien 2010
Lidt histrorik fra Calico, hvor der iøvrigt var mere end 50 graders varme den dag vi var der. Vi kunne spejle æg på bilen, hvis vi ville

Torsdag

Meteorologerne har lovet fint vejr, og høje temperaturer, men det må være et andet sted end her i regionen, for det er koldt og gråt. I går fik vi handlet lidt til haven af det vi manglede for at kunne starte op, men så koldt som det er er vi vist i god tid. Vi besøgte også mine forældres gravsted, og fik sat et par forårsblomster. I dag tog vi så turen til Bispebjerg kirkegård, hvor Lis’ stedsøn ligger. Her fik vi taget gran af, og plantet nye stedmoderblomster. Vi tog offentlig trafik, og fik et par gedigne løbeture for at nå S-toget både på Ølby og Hellerup stationer. Vi skulle jo nødig vente i 10 minutter på næste tog. Vi forudser en meget stille weekend, og håber på fint vejr så vi kan virke lidt udenfor. Dette er et kort indlæg, så jeg vedhæfter lige et par billeder mere end jeg plejer. Ha’ det godt derude

Wall Street 2004
Mindesmærke i Grand Rapids Michigan state 2003
Statsfængslet i Folsom, Californien, hvor Johnny Cash optrådte nogle gange

Ny uge truer

Så fik vi slæbt os igennem endnu en weekend, og her mandag middag er det ugentlige indkøb overstået, så nu kalder sofaen. I den forløbne har vi igen været vidne til vanviddet i England omkring det såkaldte Brexit, og jeg ved godt jeg har kommenteret på det før, men det er så vanvittigt, at man tror det er løgn. I fredags strejkede skoleeleverne for at der skal gøres noget mere for at redde klimaet. Jeg har stor respekt for at de demonstrerer, men når man ser hvordan de selv mishandler naturen kniber det lidt mere med sympatien. Vi har alle set billeder fra dyrehaven og når de er færdige med at skabe sig åndssvage på diverse festivaler. Her går de bare fra alt lortet, og lader andre om at rydde op efter sig. Det er muligt at oprydning er med i en festivalbillet, men der er ikke meget samfundssind i at betale sig fra opgaven. Det er det andre også bruger, og kan næsten sammenlignes med CO2-kvoter. Udledningen bliver ikke mindre når dem der ikke udleder så meget, sælger deres overskud til andre der sviner ad helvede til. Nå, men nu til vejret, og det skulle nu, ifølge diverse meteorologer, nu være ved og være slut med regn det næste stykke tid, men det er stadig temmelig koldt. Ellers venter der en rolig uge, med meget lille aktivitet, dog håber jeg på lidt solskin så vi kan komme ud og opstarte vores vækstsæson med såning af diverse planter i drivkasser, samt lægge kartofler i spande. I aftes så vi en afsindig spændende finalekamp fra tennisturneringen Indian Wells i USA. Her var en 18 årig canadier, Bianca Andreescu, oppe imod bundsolide Angelique Kerber fra Tyskland, og selv om den unge canadier havde slået mange rutinerede spillere på sin vej frem mod finalen, var Kerber favorit, men dæleme om ikke hun fortjent slog Kerber i 3 sæt, og kunne sætte 1 mill. $ ind på kontoen, samt rykke 40 pladser op på ranglisten. Nå, i dag skulle vi gerne få leveret vores ny havemøbler, så vi er klar når sæsonen starter, det glæder vi os til. Slut for nu, vi er snart tilbage her på siden igen.

2005 i San Fransisco inden turen i en af de berømte Cable Cars

Velkommen til regntiden

Det føles som om man er i troperne under den årlige monsun, så meget regn er der kommet, og fortsat vil komme. Af samme årsag bliver vi inden døre, og hygger med digitale enheder. Vi følger lidt i med hvad de skøre englændere finder på i forbindelse med Brexit. Det virker fuldstændig ude af kontrol, men deres premierminister Theresa May er vist heller ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hun dummede sig ganske voldsomt, da hun først forhandlede en aftale med på plads med EU, og så bagefter skulle have den godkendt i sit eget parlament. Enhver anden havde gjort det omvendt. Det virker da noget mere demokratisk og få aftalen på plads hjemme, inden hun tog til EU. Nu er de fuldstændig til grin, og det er vel politik når det er værst. Her til morgen har regeringen udsat de varslede afgiftsstigninger på biler, så forhandlerne må da føle sig noget til grin, da de har kørt massiv annoncering, men på den anden side har de vel fået solgt en masse biler før tid. A pro pos vejret, vil vi gerne snart have bare tørvejr, men også noget sol, så vi kan komme lidt ud. I dag har vi købt læggekartofler og plantesække, så er vi klar når vejret skifter. Jeg kan i øvrigt huske, at vi sidste år den 29. marts havde snevejr og pissekoldt vejr, og dagen efter var det forår. Vi rendte nemlig rundt ovre på Tåsinge og havde et par hyggedage. I morgen går turen til hovedstaden, Lis skal til tandlæge med Elias, han skal have en mindre operation, så går dagen med det. I går så vi ellers en forrygende tenniskamp mellem en ung canadier på bare 18 år og spanske Muguruza, og vi skal lige love for den storsnudede spanier fik ørerne i maskinen, 6-0 og 6-1, så kunne hun pakke sammen, og med en flov fornemmelse tage videre til næste turnering. Ikke mere nu, vi er snart tilbage igen.

Hej igen

Der har været lidt stille her på bloggen, men jeg gider ikke skrive om ligegyldige ting, og det bliver det måske alligevel. Der er faktisk ikke sket så meget, vejret har været ad helvede til, så vi kravler bare sammen i lænestol og sofa. Vi ser en del tv fra tennisturneringen Indian Wells i Californien. Her havde vi den store fornøjelse, at Caroline Wozniacki røg i hendes første kamp. Så skal vi da ikke sidde og hade hende i flere kampe derfra. I går var det fantastisk vejr, og jeg fik plantet en del forårsblomster ud, så da det i nat har været -4 grader blev jeg lidt bekymret, men de klarede det i fin stil. Vi skal have skiftet vores havemøbler, så lørdag gik med at kigge lidt omkring, og vi har også fundet dem det formentlig skal være, men vejret er ikke lige til havemøbler, så vi har ikke travlt. På den politiske front venter alle stadig på en valgdato, men Løkke har vist ikke travlt, han skal vel have gennemført sundhedsreformen inden han trykker på knappen. Jeg klapper i hænderne når regionerne bliver nedlagt, for så skal vi da ikke fylde en helvedes masse penge i en masse ligegyldige regionspolitikere, der ikke laver en skid, de kan ikke en gang styre deres eget budget. I sidste uge så vi en politisk debat mellem Kristian Thulesen Dahl fra DF og Pernille Vermund fra NB, og når man tænker på Pernille Vermund er blondine, så må man sige at hun klarede det i fin stil, faktiskbedre end Tulle, som virkede noget bovlam, og som på mange måder efterhånden ligner en træt politiker der kørt tør for nye politiske ideer. Han kører bare i samme rille, mens Pernille var i offensiven hele tiden, så hun skal nok stjæle en del stemmer fra DF. Hun får bare ikke min stemme, men det gør Tulle heller ikke. Vejret er som sagt fint her til formiddag, så vi skal, sammen med Lis’ datter Susanne ind til provinsbyen Køge. Susanne skal hente nye briller, som hun har købt her i kommunen, og jeg skal hente mit ur, som jeg ikke har gået med i lang tid. Jeg har hidtil brugt mobiltelefonen når jeg skulle se hvad klokken var, men nu har jeg fået lyst til at gå med ur igen. Uret skulle forhåbentligt bare have et nyt batteri. Vores nye naboer, de flyttede ind sidste sommer, planter træer og buske som ind i helvede, så vi frygter det bliver en hel urskov, og at vi ikke kan komme til at se ud af vinduerne. I går besøgte jeg landets værste hjemmeside, nemlig skat.dk, og jeg skal love for jeg fik et chok, indtil jeg fik rettet i selvangivelsen, så blev det som forventet. Det er farligt når personer i min alder bliver ophidset. Nå, nok for denne gang, jeg håber ikke der går så lang tid inden jeg er tilbage her på siden igen med nyt fra vores lille verden. God arbejdslyst til alle jer der arbejder så vi andre kan nyde vores otium.

1. søndag i marts

Så ramte vi den første forårsmåned, og selv om det er blevet mere ustadigt end den sidste uge i februar var, er det stadig fint vejr. Vi har haft travlt de sidste dage. I fredags havde Silvan 20% på en stor del af deres varer, så nu skulle der købes en regnvandstønde mere, idet planen har været at koble en tønde mere på den vi allerede har. Det endte med at blive en trist oplevelse, idet der var uoverensstemmelse mellem den annoncerede pris, og den rabat, jeg skulle have. Medarbejderen der hjalp mig, bad en mere erfaren medarbejder om hjælp, og under dette kom der en ledende medarbejder og blandede sig, og han var så flabet og ubehøvlet, at jeg til sidst forlod forretningen i vrede, og har efterfølgende sendt en klage til Silvan. Så må vi se om der kommer noget ud af det. Jeg vil da som minimum håbe, at den pågældende person får en stor skideballe. Det endte i øvrigt med at jeg leverede tønden tilbage, idet jeg kunne få den samme tønde hos Harald skrald til den halve pris. Så fredag eftermiddag fik vi sat arrangementet op og forbundet de to tønder. Lørdag rendte vi rundt på torvet, og fik lige set livgardens nyuddannede mandskab vade igennem byen. Det var lidt af en fis i en hornlygte. Derefter gik turen til den årlige Køgemesse, hvor vi blev lidt skuffede over messen som helhed, men bl.a. fik vi en aftale om at der skal komme en konsulent og se, om det er muligt at isolere vores krybekælder. Beslutning afhænger selvfølgelig af om det kan lade sig gøre, og selvfølgelig pris og håndværkerfradrag. Vi er ret sparsommelige. I dag søndag sker der ikke en hylende fis, så om lidt tænder jeg fjernsynet og får en lur til noget VM i 50 km. langrend på ski. Jeg skal også have en lille lur, da jeg har sovet ad helvede til i nat. Så slut for denne gang. Et lille billede fra en rejse er vedhæftet. Vi er snart tilbage igen. God søndag

Golden Gate fra Sausalito, og et udsigtspunkt

© 2019 ajenda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑

Denne hjemmeside bruger cookies. Læs mere om dette websted anvendelse af Cookies.