Termometret viser 12 grader, så den er vist god nok. Det er Franks fødselsdag i dag, 46 år bliver det til, tillykke med det. Ellers har den stået på havearbejde i dag, og en tur på genbrugspladsen. Planterne der har overvintret i drivhuset stortrives også, især persillen er utrolig flot. I morgen vil jeg så de første frø, i priklekasser. Nå, men i pressen skrives der i øjeblikket meget om Britta Nielsen, som de siger har stjålet 111 millioner fra Socialstyrelsen. Jeg synes det er synd for hende, og hvad sker der ved at hun forsyner sig med lidt ekstra, der er så mange andre der har fingrene nede i statskassen, så et par millioner mere eller mindre betyder vel så lidt. Og så skal hun sidde i spjældet i det dejlige vejr, det er næsten ikke til at bære. Jeg overvejer at sende et postkort og trøste hende lidt. Og hendes stakkels børn, som plejede at få lidt lommepenge når der var behov for det, hvordan skal de nu klare det. Vi har også læst om socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der også har snablen ned i statskassen, som rigsrevisor hæver han 330.000,- kr. om året, og han har ikke rørt en finger, så Ekstrabladet har afsløret hans skulkeri. Nu siger han så at han har haft en depression, og at det er urimeligt at han bliver hetzet af pressen. Hvorfor melder fjolset sig så ikke syg, hvis han er syg. Og partiformanden er ude og skælde ud over at han bliver nedgjort i pressen. Sådan nogle tudefjæs. Ellers går det stille og roligt her på matriklen, og vi håber forårsvejret holder ugen ud, til og med weekenden. På torsdag skal jeg til 3 års service med bilen, den har kørt lidt under 28000 km., så det bliver ikke til så meget. Slut herfra i denne omgang. Herunder et billede fra Union Square i San Francisco.

De satans duer plyndrer bordet for rester