Så blev det endelig fredag (EF-dag) og for mange er det også blevet vinterferie, selv om der ikke er meget vinter. Hvis alt det regn der er kommet, havde været sne, ville vi ikke have kunnet komme uden for en dør. Dagene slæber sig lidt afsted, men vi kan dog mærke at der er længere dagslys. Der sker ikke så meget, så vi må kigge lidt på den politiske front for at finde lidt at skrive om. Der er kommet en rapport om Danmarks deltagelse i de seneste krige, og det er stærke sager der konkluderer en næsten enevældig statsministers beslutning. Ikke engang noget så simpelt som en risikovurdering er der lavet, men blot løgnagtige påstande om masseødelæggelsesvåben. I Afghanistan kostede krigsliderlige politikeres beslutninger 43 danskere livet. Føj. Og i dag kan man se samme tidligere statsminister optræde i fjernsynet som idiotisk vinguru, mens de efterladte sidder tilbage med smerten. Desværre må vi sige, at vi har de politikere som vi selv vælger. Mere politik, nu er de ved at falde over hinanden for at komme med forslag til pensionering af nedslidte på arbejdsmarkedet. Der er en flok hyklere, for de selvsamme politikere har selv smadret efterlønsordningen, som kunne være brugt som udgangspunkt, så hvor kloge er de lige. Det var dagens sure opstød, god weekend.