Vi sidder her d. 3. februar og undrer os lidt over vejret, vi er gået ind i februar, som er den sidste vintermåned, og dagene længes, men jeg har indtil videre kun skrabet sne 2 gange, og i dag er det regnvejr. Ikke fordi jeg er utilfreds med det, men når man ser hvad der sker, f.eks. i midt-vesten i USA, så slipper vi endog meget nådigt her på vores breddegrader. I Chicago og Michigan mærker de ikke meget til den globale opvarmning, som en amerikaner sagde forleden i nyhederne. I brugsen har jeg set de har sat frø frem, så vi kan godt så de første radiser hvis det skulle være, ligesom jeg så et byggemarked avertere med læggekartofler. Jeg tror de har drukket af natpotten. Nå, men det milde vejr er godt for varmeregningen, hvor vi indtil videre kun har brugt godt 800m3 gas siden 15. april 2018, så vi er glade for det nye fyr, som heller ikke bruger meget strøm, her er vi nu samlet nede på godt 1700kWh om året. Men energimæssigt er der selvfølgelig også investeret i hvidevarer med lavt energiforbrug, nye vinduer og døre med energiglas, samt LED-pærer overalt, og det skal jo også tjenes hjem igen. Ellers er der ikke den store lyst til udendørs aktiviteter i det grå og triste vejr, så vi driver rovdrift på TV. I den kommende uge venter der dog en tur til hovedstaden, så her får vi da set nogle andre mennesker. Jeg er glad i denne weekend, for jeg har fået optaget 2 læserbreve i EB, et om manglende brandsikkerhed på landets plejecentre, der har kostet flere mennesker livet, samt et om socialdemokraten Henrik Sass Larsen der som medlem af statsrevisorerne hæver et honorar på 330.000,- kr. om året uden at møde op, så han fik en ordentlig sviner. Det var vist ordene for denne gang, vi er snart tilbage med nyt fra matriklen her ved Ølsemagle strand.