Måned: december 2018

Året går på hæld

Så er det snart slut på 2018, og et nyt år truer/venter, og det er da spændende hvad vi bliver vidne til. Først og fremmest venter der 2 valg, et valg til folketinget samt et valg til EU-parlamentet. Det mest interessante er folketingsvalget. Valget til EU er ret ligegyldigt, for det er en stor flok pampere der bare sidder med snablen ned i pengekassen. 2018 bød på den varmeste sommer i mange år, og vi kan se på vandforbruget, hvor meget vi manglede regn, men vi skal ikke klage, for regner det, brokker vi os også. Julen er overstået, og nu skal vi bare gennem nytårsaften, så venter hverdagene igen. Dagene længes også, selv om det varer et stykke tid inden vi kan mærke det. 2018 bød på ekstremt mange hushandler her på vejen, i alt blev der vist handlet 8 huse, så der er nye mennesker på vejen, vi fik også selv nye naboer, som vi ikke ser noget til. Vi fik skiftet de sidste dårlige døre og vinduer samt installeret nyt gasfyr, så 2019 skulle gerne blive et år med minimale vedligeholdsudgifter, samt lavere gasregning, også fordi der nu er energivinduer hele vejen rundt. Det er ordene for nu, så rigtig godt nytår til alle, og nu må vi se hvor meget jeg gider skrive her på siden i 2019, der sker jo ikke så meget her på matriklen.

Og det skete i de dage

Så kom vi til juleaftensdag, og julehelvedet nærmer sig toppunktet. Utroligt at noget, som man mener skete for 2000 år siden, kan starte dette massehysteri, selv de herboende muslimer ryger på julevognen og nasser julepakker hos de forskellige nødhjælpsorganisationer. Intet er “helligt” for disse mennesker. Her i huset tager vi den gevaldigt med ro, og vi er meget moderate omkring hysteriet. Fred og ro, er for os den bedste gave. Bare alle ungerne nu får hvad de ønsker sig, men det gør de nu nok, der er ingen smalle steder i Bredgade. Der er nogen der siger julen er hjerternes fest, og i mennesker velbehag. Det er utroligt så meget pladder som forbindes med julen. Lad os nu få overstået det, så roen kan sænke sig over landet. Det der er det allerbedste nu, er at dagene igen bliver længere, selv om det varer et stykke tid inden vi rigtigt kan mærke det. Til jer der læser dette: ha’ en glædelig jul, vi er snart tilbage her siden med nyt for alle.

Grå tirsdag

Man skulle ikke tro vi er i den første vintermåned, for i stedet for sne får vi regn, meget regn. Her i huset er vi lige ved at være klar til julen, og der blev shoppet igennem i går, så nu er det vist bare brød og mælk der mangler. Der er bagt på livet løs, og i går fik jeg lavet årets juledekoration. Ellers sker der ikke ret meget her i huset i dag, men i morgen skal vi på farten igen med en tur til hovedstaden. Vi har lige set et interview med “udvisningsminister” Inger Støjberg, og det handlede selvfølgelig om det nye udlændingecenter på øen Lindholm, hvor lokalbefolkningen er meget utryg. Man kan godt forstå utrygheden, hvis man propper 125 udviste forbrydere ud på øen. Hvorfor skal vi belemres med dem her i landet? Danmark er alt for lille et land til at stille faciliteter til rådighed for den slags personer, for det er lige meget hvor man placerer dem, så er der en lokalbefolkning i nærheden. Jeg har et forslag til hvordan problemet kan løses, men det holder jeg for mig selv. Nå, nok om kriminelle asylansøgere, men bliver i dårligt humør af at tænke på dem. Nu skal det være gratis at blive begravet for medlemmer af folkekirken. Det er heller ikke et øjeblik for tidligt med alle de penge man betaler i kirkeskat. Man kan faktisk blive begravet flere gange for dette beløb, men en gang er jo nok. Ikke mere filosoferen over udlændinge og død, hjerternes fest venter i næste uge, så her er der et billede fra Wien:

En juletableau fra julemarkedet på Rådhuspladsen i Wien



3. søndag i advent

Så sidder vi her søndag eftermiddag og slapper af, efter et par lidt hektiske dage. Fredag kørte jeg først for Mogens til øjenlæge i Fakse, han går til årlig kontrol pga sukkersyge. Ældre mennesker får ofte sukkersyge når de har haft et alkoholforbrug gennem årene. Godt man ikke er på den galej. Senere var vi en tur i Tivoli, hvor undertegnede og Elias fik prøvet stort set alt der var til at prøve. Jeg sprang dog de mest hårrejsende forlystelser over. Vejret var fint, koldt, men tørt. I går lørdag var det shopping-dag, og efterfølgende besøg på Herfølge kirkegård. For et par uger siden, havde vi pyntet gravstedet med røde roser i granafdækningen, men da vi havde hørt at de var blevet fjernet, kørte vi ud og lagde nye på. Det er strengt at folk bare stjæler den pynt man lægger på gravene. I dag søndag har vi været en tur i Lellinge frihed, en skov, og samle lidt mos til dekoration, vi ville også gerne have haft lidt lærkegrene, men det kunne vi ikke finde, så det blev lidt grene af andre slags. Vel hjemme igen var det blevet tid til at smage på den gløgg-ekstrakt vi selv har lavet. Hovedingredienserne er sprut i form af portvin, rom og vodka, tilsat en masse forskellige krydderier, og vi må sige den lever fuldt op til forventningerne. Jeg deler gerne opskriften, det skal ikke koste noget, ikke noget videre i hvert fald ha – ha. Nu glor vi på skiskydning, så ikke mere herfra, vi er snart tilbage med nyt for alle. Ha’ en fortsat god adventssøndag.

julen nærmer sig

Så er der 12 dage til jul, og alle stæser rundt, gad vide hvad det er folk skal nå? Her i huset tager vi den gevaldigt med ro, men alligevel er det vist blevet bagedag, så her lugter godt. Vi skal en tur til hovedstaden i  morgen, og på fredag skal jeg køre for min ven Mogens til Fakse. Han skal til øjenlæge og må ikke køre bil efter behandlingen. På fredag skal vi også en tur i Tivoli, det er første gang i år. Ellers sker der ikke de store ting her på matriklen. Rundt omkring på vejen kommer der mere og mere julebelysning. Vi har også fulgt vores damehåndboldhold under den igangværende EM-turnering, og det kan siges meget kort: ren fiasko. Da de tog afsted fortalte alle eksperter os, hvor godt et hold det var, masser af talent, og det handlede nærmest om en ren walk-over frem mod finalen. Av min bare, sådan en flok klamphuggere, der giver op, næsten inden de kommer i gang. Vi skal også en tur i skoven og samle lidt mos til den årlige juledekoration, og det skal vis være snart, inden der kommer sne som de kloge meteorologer har lovet. Det var vist ordene for nu. Pas godt på derude, det er mørkt og fugtigt. 

Fredagshygge

Så sidder vi igen og kigger ud på en grå og trist dag. Jeg ved ikke om man skal brokke sig, for det er måske bedre med gråvejr og højere temperaturer, end minusgrader og højt forbrug  af gas. Weekenden skal gå med absolut ingenting, kun hvad vi spontant finder på af sære ting. Vi skal i hvert fald ikke ud og blande os i indkøbsracet, det lader vi den arbejdende del af befolkningen om. Nå, vi er vist at være sultne, igen, så frokosttiden er lige  om hjørnet. I eftermiddag skal vi se skiskydning, det kan godt være ret spændenden. Held og lykke til jer der skal ud i indkøbshelvedet i weekenden, slut herfra.  

Så er det blevet juletid

Så er siden med turen fra Wien tilgængelig, og der et par billeder eller to, med de vanlige syge kommentarer. Efter vi kom hjem i fredags, har vi slappet lidt af, men i dag har vi givet den gas, der sat lys og pynt på juletræet i havestuen, julestjernen er hængt op, kort sagt, er der virkelig blevet arbejdet. De næste dage står på tur til hovedstaden, og lægebesøg, vi skal jo passe på selv, det er der ingen andre der gør. Så stille og roligt arbejder vi os hen mod jul. Vejret bærer nu ikke præg af at vi er i gang med første vintermåned, idet vi i dag har temperaturer over 10 grader. Jeg har lige fundet en opskrift på noget julegløgg, så jeg skal have købt en masse krydderier, rommen og portvinen er på plads. Ikke mere nu, for efter at have pyntet juletræ, støvsuget og opdateret hjemmesiden, er jeg flad. Hyg jer derude, det er mørkt og surt vejr.

Hjemme igen

Efter nogle kolde dage i Wien, er vi hjemme igen, og asap vil vi fylde en masse billeder ind på siden Wien 2018, men der er lidt travlt, så der går lige et par dage eller to. Rejsen frem og tilbage gik problemfrit, bortset fra,  da vi skulle hjem, som medførte en times forsinkelse fra Wien. Vi havde parkeret bilen i lufthavnen, og da jeg bestilte p-reservationen regnede jeg ikke med forsinkelse, og da vi skulle ankomme kl. 16.55, havde vi p-reservation til kl. 18.30, hvilket skulle være rigeligt, men av for den, det var med det yderste af neglene, for jeg kørte ud fra p-området kl. 18.25, ellers skulle der have været betalt ekstra. Vi boede meget centralt i Wien i det der kaldes “Innere stadt”, med 10 minutters gang til Hofburg, som er det store slotsområde, hvor den kejserlige familie boede, og i dette område ligger også den Spanske rideskole, men mere om det når siden bliver fyldt op. Jeg bliver altid lidt indigneret når jeg ser hvordan de såkaldte kongelige boede i gamle dage. Pomp og pragt, med flotte paladser, mens befolkningen ikke havde salt til et æg, og i perioder var ved at rådne op af sult. Se bare i også i vore dage, hvordan vores egen kongelige familie lever i overflod, mens der stadigvæk er fattige mennesker, for hvem det er en daglig kamp for at få et rimeligt liv. Nå, ikke flere sure opstød i dag, nu venter den søde juletid, så vi skal have pyntet om med diverse julehalløj, og sat lys  på juletræet i havestuen. Vejret er trist og gråt, så nu tager vi lige en lille lur, så ha’ det godt og nyd weekenden, vi er snart tilbage igen med mere brok.

© 2019 ajenda.dk

Tema af Anders NorenOp ↑

Denne hjemmeside bruger cookies. Læs mere om dette websted anvendelse af Cookies.